
Faxe Kommune har igennem en del år afholdt Kulturnat rundt om i kommunen. I 2026 har der været arrangementer i Faxe Ladeplads, Karise, Faxe og Haslev.
I bestyrelsen blev vi enige om, at det var en mulighed for at gøre opmærksom på foreningen, hvis vi valgte at deltage. For ikke at tage munden for fuld, besluttede vi at starte op med en stand på Kulturnatten i Haslev den 25. september 2026.

Igennem DG er der mulighed for at låne pavillon m.m., men vi besluttede selv at investere i en pavillon og herefter at indrette den efter eget valg med bl.a. en præsentationsvideo om foreningen og DG.
Derudover var Gardershoppen villige til at udlåne effekter, som ville tiltrække kunder og eventuelt nye medlemmer.

I løbet af eftermiddag og aften blev det efterhånden klart, at der er mange i kommunen, der ikke kender til vores eksistens. Det har givet os blod på tanden om at fortsætte rundt i kommunens Kulturnat arrangementer til næste år.
Resultatet af vores anstrengelser på dagen gav 2 nye medlemmer samt forhåbentligt et tredje medlem, der lige skulle have en tænkepause.
Retur til BILLEDER